Gamborgen

Vedtægter for foreningen Gamborg Kultur- og Friluftshus Stiftet d. 25. januar 2014

 

§1 Navn og hjemsted

Foreningens navn er Gamborg Kultur- og Friluftshus og er beliggende på Borrevej 2, Gamborg, 5500 Middelfart.

 

§ 2 Formål

Foreningens formål er at drive kultur- og friluftshus for Gamborg og omegns beboere og foreninger. Huset skal være et almennyttigt, lokalt samlingssted efter de stedlige behov for arrangementer og fælles aktiviteter af kulturel og foreningsmæssig art.

 

§ 3 Medlemmer

Som medlem kan optages enkeltpersoner, virksomheder og foreninger med bopæl på eller tilknytning til egnen. Der kan erhverves flere medlemsbeviser pr. person mm, men uanset antal beviser kan der højst opnås 1 stemme på generalforsamlingen. Dog har medlemsforeninger altid 1 stemme.

Nye optagelser skal behandles på et bestyrelsesmøde.

Medlemskabet er personligt på navn. Udstedte medlemsbeviser kan ikke handles. Dog kan medlemskabet arves, men hvis en søn, datter eller adoptivbarn har modtaget medlemsbeviset som arv, skal dette meddeles bestyrelsen senest 6 måneder efter overdragelsen, for at denne er gyldig.

Medlemsretten gælder, så længe medlemmet bor eller har tilknytning til egnen. Dog kan dette fraviges, hvis bestyrelsen beslutter det i det enkelte tilfælde.

Et medlem, som er udgået af foreningen, har ingen krav på tilbagebetaling af medlemsbevis.

Bestyrelsen fører protokol over samtlige medlemmer med navn, adresse, mailadresse og telefonnummer. Ved ændring af post- eller mailadresse samt telefonnummer har medlemmerne pligt til at meddele foreningen de nye oplysninger. Hvis brev/mail sendt til medlemmets seneste adresse returneres uden oplysning om ny kontaktadresse, kan bestyrelsen slette medlemskabet.

Prisen for et medlemsbevis fastsættes af generalforsamlingen.

 

§ 4 Bestyrelsen

Foreningen ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer, som er valgt for en periode på 2 år, så de skiftevis er på valg. 3 medlemmer i ulige årstal, og 4 medlemmer i lige årstal.

Kun foreningens medlemmer kan stille op og vælges til bestyrelsen.

Bestyrelsen konstituerer sig selv senest 8 dage efter generalforsamlingen med formand, næstformand, sekretær og evt. kasserer. Kassereren kan dog også findes

uden for bestyrelsen og udpeges i så fald af bestyrelsen. Der vælges desuden en revisor for 2 år ad gangen. På generalforsamlingen vælges også 2 bestyrelsessuppleanter samt en revisorsuppleant for 1 år ad gangen.

Afgørelser i bestyrelsen kræver, at over halvdelen af den samlede bestyrelse stemmer herfor. Der føres protokol over vedtagne beslutninger ved bestyrelsesmøderne.

Bestyrelsen kan afvise arrangementer og lejemål, som kunne forekomme i strid med husets formål.

 

§ 5 Generalforsamlingen

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år d. 22. november, eller den følgende hverdag, hvis den 22. falder på en weekend.

Generalforsamlingen indkaldes med 14 dages varsel.

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte:

1. Valg af dirigent

2. Fremlæggelse af bestyrelsens beretning

3. Fremlæggelse af regnskab

4. Indkomne forslag (skal være formanden i hænde 14 dage før generalforsamlingen)

5. Valg af

a. Bestyrelsesmedlemmer for 2 år (3 i ulige og 4 i lige årstal)

b. 2 suppleanter til bestyrelsen for 1 år

c. Revisor for 2 år

d. Revisorsuppleant for 1 år

6. Eventuelt (hvorunder intet kan besluttes)

Kun generalforsamlingen kan vedtage forandringer i og tillæg til foreningens vedtægter. Ændringsforslag vedtages ved almindeligt stemmeflertal. Stemmeberettigede er fremmødte medlemmer af foreningen eller befuldmægtigede.

Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, hvis bestyrelsen finder det nødvendigt, eller hvis 1/3 af medlemmerne skriftligt begærer det og angiver punkter til behandling.

 

§ 6 Økonomi, regnskab og revision

Regnskabsåret går fra 1. september til 30. august. Revisoren gennemgår regnskab og bilag inden den ordinære generalforsamling.

Foreningens midler skal være indsat i et pengeinstitut. Af foreningens overskud kan intet udbetales til medlemmerne. Beløb indbetalt for medlemsbeviser er varige, almennyttige bidrag og kan ikke genudbetales.

 

§ 7 Tegning

Foreningen tegnes i den daglige økonomi af formand eller kasserer. Bestyrelsen og kassereren har ikke bemyndigelse til at stifte gæld i foreningens navn, medmindre generalforsamlingen har besluttet det.

 

§8 Hæftelse

Medlemmerne har ingen andel i foreningens formue.

Foreningen hæfter kun med sine aktiver og hverken bestyrelsen eller foreningens medlemmer hæfter personligt.

 

§ 9 Foreningens opløsning

Hvis bestyrelsen ikke ser det muligt at drive foreningen videre, indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling med oplysning om situationen, bl.a. evt. for at få valgt en ny bestyrelse. Viser dette sig ikke muligt, eller opgiver den nyvalgte bestyrelse at føre foreningen videre, indkaldes der til en ny ekstraordinær generalforsamling om opløsning af foreningen og salg af ejendommen.

En opløsning kan på 2. ekstraordinære generalforsamling afgøres ved almindeligt flertal.

Eventuelle midler ved foreningens opløsning kan kun anvendes til almennyttige formål i lokalområdet. Den sidste generalforsamling ved foreningens opløsning skal bestemme, hvad et evt. overskud ved salg af foreningens aktiver skal anvendes til.

 

Således vedtaget på stiftende generalforsamling den 25. januar 2014.

 

Bestyrelsen:

_____________________________ ___________________________

Annette Hansen:                                 Axel Hansen

_____________________________ ___________________________

Anne Mette Nørregård:                        Anders Ravn:

_____________________________ ___________________________

Brian Vangsted:                                  Erik Jørgensen:

_____________________________

Jette Vrængmose:

 

Januar 2014